Bellmankoncert helt i top

Jeg tror, at rigtig mange har det med Bellman, som jeg havde det før søndag den 10.september. Man ved han er der, man ved han er svensk, man ved, at det er noget med ” folkelighed ” og ” svirebrødre ” , man ved, at der knytter sig udødelige melodier til ham. Og så ved man, for resten, at han ikke er helt ny. Men om det lige er 100, 200 eller 300 år siden, det er lidt uklart.

Nogenlunde dér stopper for de flestes vedkommende kendskabet til Bellman. Men siden hans navn nu igen og igen popper op, og siden han indspilles af så mange vidt forskellige kunstnere – ja, så må der nødvendigvis være noget ved ham, som bare er uendelig slidstærkt. Han er åbenbart udødelig, og det må der jo være en grund til.
Det tør nok siges. Tekst og musik er ren symbiose – uadskilleligt, som vi kender det fra Ingemanns morgen- og aftensange og fra Svantes Lykkelige Dag.

Så det, der lige manglede – uden at jeg egentlig vidste det – det skete i klart, perlende sensommerlys på Christianshavns Vold en søndag eftermiddag. Nemlig i form af en koncert i anledning af udstillingen ” Sjung om Kärlek, vin och Lycka ”. Udstillingen viser illustrationer siden 1790’erne til Bellman og ikke mindst samlingen Fredmans Epistler, der af mange opfattes som hovedværket.
I det gamle fredede krudthus ved navn Frederiks Bastion blev et festfyrværkeri af originalt Bellman-krudt antændt. Ingen kopimedicin hér. Der var sandelig sus i skørterne fra første takt. Det var en sand øje- øre - og hjerneåbner. En appetitvækker, der ganske enkelt gav lyst til at gå om bord i den gamle skjalds univers.

Fra Bellmans hjemland troppede op ingen ringere end Martin Bagge, hvad der ikke siger så lidt. For når man i Sverige regnes for den største udi Bellman, så har man noget at byde på. Det kommer man ikke sovende til. Foruden at være trubadur med et rigt register af udtryk, lige fra den kælne, forvrængede ” gøre nar ” –stemme til den sonore, kropsbårne klang, var Bagge så sandelig også skuespiller. Høj og flot og i et outfit fra Bellmans tid, 1700-tallet, optrådte han på slap line, så taget løftede sig. Charmetrold er ikke ordet. Hans guitarspil sad lige i skabet med afslappet selvfølgelighed, og manden kendte sine virkemidler uden at man af den grund følte rutinen true. Det var i den grad festligt.

Det havde såmænd været mere end rigeligt blot med Bagge. Men forkæles det skulle vi, og det blev vi til op over alle bredder. For ind på Bastionens lille rustikke scene trådte en sopran af Guds nåde, nemlig Karin Thulemark. I øvrigt også svensk. Og jeg må straks gå til bekendelse ! Thulemark synger med en klang så smuk, at de små hår i nakken rejser sig. Hun projicerer og samler klangen, danner en kerne og når hun rigtig lukker op, så rammer hun en, så man overgiver sig på stedet. Læg hertil en sødme og en kærlighed til sangen, der uden svinkeærinder kommer fra hjertedybet. Hun står dér og giver sig hen - og man er bare leveret.
Men hold nu fast. Festen stopper ikke her. For til at akkompagnere sig havde Thulemark medbragt Ulrich Stærk. Nu kan vi dårligt forlange mere. Ulrich Stærk anses af mange i dette land for absolut toppen, når det drejer sig om at rede et leje for en solist. Myndig, uden at stjæle billedet, raffineret og med øre på stilke, lyttende sig ind på Thulemark, forstod han at danne et spor, så hun trygt kunne læne sig tilbage og nyde situationen. Sådan skal det gøres.
Bellman havde en stor berøringsflade til andre kunstnere, heriblandt tidens komponister.

Det fik vi en fin smagsprøve på med Bellman - tekster til musik af Joseph Martin Kraus, tysk komponist, der slog sig ned i Sverige og med tiden blev opfattet som svensk.
Desuden bød eftermiddagen på et arrangement af en Bellman - melodi gjort af Beethoven. Det kan forekomme overraskende. Men Beethoven var interesseret i folkemelodier, lavede en del arrangementer og har muligvis troet, at der blot var tale om en svensk folkemelodi.
Jo, kære læser, De har gættet rigtigt. De to sangere fandt selvfølgelig sammen i duet.

Også her sørgede deres top - professionalisme og gensidig lydhørhed for balancen. Gavtyven, spradebassen og den henførte operasangerinde. Klokkeren poesi. På én gang lystigt og livsklogt. Sikke en eftermiddag !

Recension ur MfSBiD/ Selskabet Bellman i Danmark
af komponisten og saxofonisten Torben Enghoff